2016-05-28
  • Del nyheden
  • Facebook
  • Twitter

Kærsgaard får gennembrud på det norske marked

Stålvirksomheden Kærsgaard A/S i Løgstrup har solgt en altanløsning til den norske virksomhed Alsaker Stål AS. Det er firmaets første gennembrud i udlandet.

Den lokale stålvirksomhed Kærgaard A/S i Løgstrup har fået sit første gennembrud i udlandet. Den har lavet en licensaftale med den norske virksomhed Alsaker Stål AS, som betyder, at den norske virksomhed kan producere, sælge og montere altaner i og omkring Bergen, som er bygget efter Kærsgaard A/S’s patenterede altansystem Upfront.

At altansystemet er patenteret betyder, at Kærsgaard A/S bestemmer, hvem der må producere den. Gennembruddet i Norge betyder meget for virksomheden i Løgstrup, og det er, ifølge administrerende direktør og ejer Bent Kærsgaard, et vigtigt skridt i det fremtidige arbejde. »Vores ønske er, at konceptet skal komme kunder til gavn, ikke bare i Danmark og Norge, men i alle markeder, hvor man ser fordelene ved vores løsning,« siger han.

Gode til beton

Bent Kærsgaard fortæller, at fordelene ved Upfront altansystemet er, at altanerne kan tilpasses alle forskellige facader, og det er smart i et land som Norge. »Der er mange betonbygninger i Norge, og vores altaner er lettere end de tunge betonaltaner,« forklarer direktøren. Derudover er omkostningerne ved at montere dem mindre end ved nogle andre altaner. Det specialdesignede afvandingssystem i bunden af altanerne giver valgfri placering af nedløb, hvilket betyder, at det vil koste mindre at montere altanerne.

Hjælp fra ambassaden

Kærsgaard A/S har været igennem en lang proces, inden virksomheden nåede hertil. I løbet af et års tid har Løgstrup-virksomheden fået hjælp af Danmarks Ambassade i Oslo til at analysere markedet og finde mulige samarbejdspartnere. Norge er et oplagt marked for Kærsgaard A/S, og Alsaker Stål AS er det første ud af fire til fem virksomheder, som Kærsgaard A/S arbejder på at lave licensaftaler med. »Der er mange bygninger i Norge fra 1960’erne og 1970’erne, som skal renoveres, og som blandt andet skal have altaner,« siger Bent Kærsgaard. »Systemet (Upfront) giver os unikke fordele både, hvad angår de tekniske og designmæssige detaljer og i forbindelse med vores kommunikation med kunderne,« siger administrerende direktør i Alsaker Stål AS Geirmund Kaland.

Efterspørgslen efter Kærsgaard A/S’s altansystem er blevet større, siden aftalen mellem Løgstrup-virksomheden og den norske virksomhed kom i hus. »Der er kommet henvendelser fra flere virksomheder i Norge. Det er vi rigtig glade for,« fortæller Bent Kærsgaard. Når altanerne i Norge begynder at blive til virkelighed, og Upfront altansystemet har spredt sig til resten af Norge, vil Kærsgaard A/S kigge sig omkring til andre nabolande som Sverige og Tyskland.

Hvis du vil læse mere om vores nye samarbejdspartner så gå ind på Alsakers hjemmeside

 

Flere nyheder

Se Alle Nyheder